Blive hjemme eller gå en tur?

Hvis man er i karantæne, betyder det, at man skal isolere sig helt. Sådan er det.

Men hvis man blot er hjemsendt, hvad er så anbefalingerne? Man må foretage nødvendige indkøb i det offentlige rum, men hvad er anbefalingerne derudover?

Lægens anbefalinger
Bente Klarlund Pedersen, overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet, har udtalt sig i i DR-programmet "Lægens bord": 

Bente Klarlund Pedersen pointerer, at det er vigtigt, at man passer på sig selv, og det gør man blandt andet ved at holde sig i gang fysisk. Ved ikke at sidde ned hele tiden, for vores kroppe er bygget til at bevæge sig i flere timer i løbet af en dag.

Blandt andet anbefaler hun, at man går en tur eller tager sig en løbetur, så længe man tager sine forholdsregler og holder stor afstand til andre mennesker.

Politiets anbefalinger
Også politiet har sagt, at det fortsat er en god idé med en gåtur udenfor, så længe man holder sig væk fra store forsamlinger og populære mødesteder.

- Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil ud og nyde det gode vejr. Det er også helt i orden. Man må gerne gå eller løbe en tur, sagde chef for Rigspolitiet Thorkild Fogde den 20. marts.

- Men hold afstand til hinanden, når I færdes derude. Hvis der allerede er mange i et område, så gå et andet sted hen.

Vandreture - hvordan skal man forholde sig?
Om man kan tage på en vandretur over flere dage er et åbent spørgsmål, som den enkelte må afgøre det forsvarlige i.

Netop nu er der god plads ude på ruterne. Alle turisterne er væk, tilligemed mange danskere. Så man er stort set alene med naturen, og det er jo betryggende. Skulle man støde på andre vandrere, ser man dem som regel i god tid og kan træde ind til siden, mens de passerer.

Usikkerheden opstår omkring overnatning ved ture, som strækker sig over flere dage. Her kan det anbefales, at man ikke vælger flere forskellige overnatningssteder af variende kvalitet på det sikkerhedsmæssige område.

Hvis man nøjes med et enkelt sted og undersøger og aftaler forholdene inden turen, kan det ske på betryggende vis. Man må så leve med den ekstra ulempe det er, at skulle køre til og fra dagens etape på ruten. Det kræver normalt to biler, men det kan lade sig gøre.

Claus Levinsen
GendarmstienFlex.dk 

Foto: Gendarmstien marts 2020 mellem Kruså og Kollund