Ud og se - med solbriller på!

Påskesolen skinner i dag og skoven er i fuld gang med at springe ud.

Billedet er fra Gendarmstien i Kruså, lige inden man passerer Kobbermølle på vej mod mod Skomagerhus - den mindste grænseovergang til Tyskland - lige dér hvor vildsvinehegnet ender et stykke ude i Flensborg Fjord.

Det er den 9. april, men det er også skærtorsdag og den dag, hvor nogle vandrere meldte afbud til en reservation i vores bed & breakfast "pga. tingenes tilstand". Den potentielle fare ved at overnatte en række forskellige steder fratog dem lysten til at vandre lige nu.

Men det er også dagen, hvor vi satte et ungt par fra Aarhus af ved starten af Gendarmstien. De har takket ja til vores GendarmstienFlex pakke, hvor de sover i samme værelse under hele turen. Alt i og omkring værelset er desinficeret og vi går ikke hinanden for nær. Safety first.

Det unge par nyder turen, det gode vejr og bevidstheden om, at de ikke skal nå et dagsmål, men kan tage turen, som den kommer. Reflektere over ting og steder, som de møder undervejs. Tage et hvil eller to. Nyde madpakken.

Når de fornemmer hvor langt de når på denne dag, ringer de efter hjemtransporten, som henter dem ude på stien. I disse corona tider får de også mulighed for at køre i egen bil, som vi stiller til dem. Så behøver de ikke at være i bil med os. 

Men en ting står fast: Lige nu og de næste 6 uger er den tid på året, hvor skoven er flottest. Så lad os trøste os med at naturen stadig er her for os, når der er så meget andet, vi ikke kan få adgang til.

God påske - foråret er endelig kommet!

Mvh. Ranveig & Claus