Gæsterne i vores bed & breakfast plejede at være rejsende, som skulle have en enkelt overnatning. Man nåede knapt at hilse på dem.

Men dette har ændret sig i år, hvor danskerne flokkes ude i naturen i deres eget land. Nu lærer vi folk at kende på en helt anden måde, og det er meget givende.

Det er også dejligt, når man det lykkes at opbygge så megen tillid, at man får lov til at hjælpe med noget, som man ellers ikke taler så højt om. Noget, som er lidt privat, men som kan ske for os alle: "Jeg har fået en lille .... nej, en kæmpestor vabel. Har du en nål, jeg må låne?"

Som regel sker det på andendagen af turen langs Gendarmstien: "De nye støvler gnaver. Jeg burde have gået dem til inden jeg tog ud på tur".

Man skal ikke gå ned på udstyr, men faktisk danser mange afsted med almindelige kondisko, og kommer fint igennem ruten. Sko må man have, men lidt kan også gøre det.

I dag kom jeg dog ud for en lidt anderledes oplevelse, da jeg hentede vore gæster, Helen og Kim ude ved Skelde Vig. Helen kom humpende i en ret underholdende gangart, og med et stort grin.

"Vabler?"

Nej, det var Helens trofaste støvle, Højre, der havde fået munden lukket med en halv rulle pakketape. Venstre holdt pænt sin kæft. Den skulle ikke nyde noget af den behandling.

Mens Helen pillede støvlerne af, fik jeg nogle af højdepunkterne fra deres lange liv. De havde været hendes tro følgesvende i årevis og de havde besteget Kilimanjaro og bragt hende ned igen. Nu havde de så trådt deres sidste skridt på Gendarmstien ved at tilbagelægge Bjergetapen i regn og blæst og Tegletapen i sol og magsvejr. Men Krageetapen måtte de give op over for.

I morgen fortsætter Helen og Kim på Krageetapen med helt nye støvler på Helens fødder. Denne del af Gendarmstien kan godt være lidt besværlig med alle rullestenene, dér, hvor man går på stranden.

Men med nye støvler går det nok, og hjemme i Alnor sidder vi parat med en stor nål. Den må Helen godt låne, indtil hun har vænnet sig til sine to nye følgesvende - og imens graver jeg en grav i vor have til Helens hedengangne støvler.

A propos sko og grænselandet:
Forfatteren Linda Lassen har skrevet en meget læseværdig bog om en vandrelærerinde, som i den tyske tid holdt det danske sprog vedlige ude på landet ved at gå fra gård til gård i Nordslesvig for at undervise børnene i dansk sprog og kultur. Det var ilde set hos magthaverne, så hun holdt lav profil og gjorde intet væsen ud af sig selv. Men af og til tog hun imod nogle få håndører som betaling. Hun ville for så vidt ikke have noget for sit arbejde, men sko må jeg ha'.

(Linda Lassen: Men sko må jeg ha')